MitID Erhverv har erstattet NemID medarbejdersignatur

NemID medarbejdersignatur lukkede den 31. oktober 2023. Det betyder, at man på vegne af en virksomhed, forening eller anden form for organisation ikke længere kan tilgå selvbetjeningsløsninger via login med NemID medarbejdersignatur. Samtidigt er alle tilgange til NemID-løsningen blevet nedtaget, og digitale selvbetjeningsløsninger tilbyder ikke længere login med NemID.

Ændringer efter nedlukningen af NemID medarbejdersignatur
Nedenfor kan I læse, hvad der er sket af ændringer efter overgangen til MitID Erhverv. Har I anvendt NemID medarbejdersignatur gennem jeres arbejde eller foreningsliv, vil virksomheden eller foreningen kunne tilslutte sig MitID Erhverv.

OCES2-certifikater er ophørt, hvorfor medarbejdere og it-systemer, der indtil nu har anvendt NemID medarbejdersignatur eller OCES2-certifikater, fremover vil skulle anvende MitID Erhverv og OCES3-certifikater.

Læs mere om OCES3-certifikater
Efter nedlukningen af NemID medarbejdersignatur, er det ikke længere muligt at overføre rettigheder i den fælles brugerrettighedsstyring (FBRS). Rettighederne blev ikke automatisk overført ved nedlukningen, hvorfor de skal oprettes på ny i MitID Erhverv, medmindre man nåede at migrere sine erhvervsidentiteter fra NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv.

Når jeres organisation er tilsluttet og jeres rettighedsadministrator(er) er oprettet i MitID Erhverv, kan I fremadrettet administrere rettigheder til jeres brugere i MitID Erhverv via Brugeradministrationen på vanligvis.

Læs mere om rettigheder og erhvervsfuldmagter

Frem til nedlukningen af NemID medarbejdersignatur var det muligt at importere administratorer og brugere, samt tilhørende rettigheder og fuldmagter til MitID Erhverv. Efter den 31. oktober 2023 er dette ikke længere muligt.

Hvis I har valgt at importere jeres brugere og administratorer men endnu ikke aktiveret dem i MitID Erhverv, er det fortsat muligt at aktivere dem efter den 31. oktober 2023. For de brugere og administratorer hvor I har valgt at importere data fra NemID medarbejdersignatur gælder det, at deres rettigheder og evt. fuldmagter overføres til MitID Erhverv. På den måde vil brugeren have de samme adgange som før fx adgang til at læse Digital Post, til Skat, Tinglysning eller indberette barsel. Adgangene er tilknyttet det ID nr. (RID-nummer), der er tilknyttet brugerens gamle NemID medarbejdersignatur.

Hvis I har tilsluttet jer MitID Erhverv før 1. november 2023, men ikke færdiggjort opsætningen af jeres organisation, er det desværre ikke længere muligt at importere data fra NemID medarbejdersignatur. Hvis I ikke har importeret jeres brugere fra NemID medarbejdersignatur, skal I derfor selv oprette de brugere som fortsat har behov for at kunne agere digitalt på vegne af jeres organisation. I skal være opmærksom på, at brugere, som ikke er importeret fra NemID medarbejdersignatur, skal tildeles rettigheder for at kunne udføre specifikke handlinger i offentlige selvbetjeningsløsninger.

Bemærk, at selvom de fleste rettigheder kan tildeles brugeren direkte i MitID Erhverv, så findes der enkelte rettigheder, som skal tildeles via den hjemmeside, der ønskes rettigheder til. Det gælder fx Digital Post og Skat.

MitID Erhverv tilbyder ikke en sikker e-mail løsning. I kan bruge de brugercertifikater, der udstedes i løsningen til kryptering og signering af mails, hvis I ønsker det.

Vi gør opmærksom på, at der ikke leveres support fra MitID Erhverv til sikker e-mail. Vi henviser i stedet til supporten for det mail-program, du anvender til sikker e-mail.

Læs mere om sikker e-mail
I skal tilslutte jeres virksomhed eller forening til MitID Erhverv, hvis I har brugere, som skal agere digitalt på vegne af organisationen, såsom fx at læse organisationens digitale post, indberette barsel eller sygdom eller logge ind i andre offentlige selvbetjeningsløsninger.

Hvis du ikke har brugere, men alene selv skal agere digitalt på vegne af din virksomhed eller forening, kan du nøjes med at benytte dit private MitID (MitID privat til erhverv). Du behøver derfor ikke at tilslutte din virksomhed eller forening til MitID Erhverv.

Tjek om I har behov for MitID Erhverv
Læs mere om MitID privat til erhverv
Vi har samlet en FAQ omkring overgangen fra NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv, hvor I kan få svar på hyppigt stillede spørgsmål.

Læs FAQ om overgangen
Læs vores vejledning til tilslutning
Læs FAQ om, hvordan I kommer i gang med tilslutningen

Er I klar til at tilslutte jer MitID Erhverv?

Når I har forberedt jeres organisation på tilslutningen til MitID Erhverv, kan en ledelsesrepræsentant eller anmelder starte tilslutningsforløbet. 

Start tilslutning
""